Her til morgen kravlede Kaimas joey ud af pungen. Den hoppede rundt på sine to små bouncy bagben og prøvede afsættet fra landjorden - hop - hop - hop. Det kræver gode lårmuskler at skulle hoppe rundt og løfte hele sin kropsvægt over jorden for at drive sig selv fremad. Det har en kænguro heldigvis også. Helt fra naturens hånd. Store stærke bagben, som sammen med den kraftige hale, der næsten kan gøre det ud for et tredje ben, danner to trediedele af kroppen. De ligner tre forvoksede mus, tænkte jeg, mens jeg sad og kiggede på Ocha, Kaima og joey, der nippede til det lange græs. Ørene er længere og sidder tættere på hinanden. Snuden fladere og bredere og bagbenene og det tredje ’hale-ben’ overproportionerede, men pelsen er den samme. Blød og silkefin som på en mus. Øjnene mørke og godt beskyttede af lange tætte øjenvipper.

Hver morgen går jeg ned på engen, hvor Richard og Angelas kængurofamilie holder til og fodrer dem med gulerødder, æbler, hvede og hundemad. For selv om de minder om forvoksede mus, kan de vældig godt lide hundemad. Den første dag rystede de ganske forfærdeligt. Pelsen dirrede ned over ryggen, som blev der sendt små elektriske stød ned igennem rygsøjlen på dem. Snuden virrede nervøst frem og tilbage. Men de flygtede ikke, søgte blot efter jorden med de korte forben, mens jeg hældte maden i deres foderskål. Da jeg kom igen næste dag, ophørte de værste rystelser efter at jeg havde hældt maden op og sat mig stille i græsset en 3-4 meter fra madskålen.

I går, små fjorten dage efter min ankomst til Richard og Angelas Eagleview Sheep Farm beliggende på en blød rundet bakketop i Adelaide Hills med udsigt til sydhavet, fik jeg min første kængurokrammer. Da jeg havde hældt maden op, rejste Ocha sig op i sin fulde længde. Han når mig til midt på brystet. Så lagde de to korte forben omkring mig og stak hovedet ind i armhulen. Og så hop - hop - hop - hen til madskålen og endnu en dag kan begynde på den sydlige halvkugle.

http://www.albagrygallery.com/images/stories/writings-2010/perspektiver/udvidet.pdf