Vi tager elevatoren op for at komme ned. Kommer ud på afsatsen og er det forkerte sted. Ind i elevatoren igen. ”Man skal ikke gå i sine egne tanker. Selv om jeg har været her i 32 år, kan jeg stadig fare vild,” siger Kamper. ”Jeg tog altid trapperne,” siger Zetterkop og retter lidt på den lyseblå kasket. ’Det Kongelige Teater’ står der på den. Døren går op igen, og vi er det rigtige sted. ”Heiberg foyeen er optaget, men jeg kender et sted, hvor vi kan sidde i fred og ro,” siger Kamper og går i forvejen ned af den lange gang. På begge sider er der døre. Nogle er lukkede. Andre står lidt på klem. Det er svært ikke lige at kaste et blik ind på den anden side. Var det ikke en brynje? Eller måske et mærkværdigt havfruekostume? ”Her kan vi snakke uden at blive forstyrret,” sider Kamper og sætter tre stole frem henne ved vinduet. På den anden side ligger Magasin. ”Det er altså underligt. Selv om vi tog elevatoren to etager op, så er vi i stueplan igen. Men det er typisk for Gamle Scene. Det er en labyrint,” siger Zetterkop, mens hans sætter sig til rette i midten. Historien kan begynde.

LÆS HELE ARTIKLEN I LAYOUTET PDF-FORMAT: http://www.albagrygallery.com/images/stories/writings-2010/artikler/spejlet.pdf